Ejerbolig
Andelsbolig
Lejebolig
Hvor længe vil du blive boende?
Ejerbolig
Det kan være relevant at tage stilling til, hvad der skal ske med din bolig når du går på pension. Er det her du vil blive boende og kan boligen leve op til de udfordringer der kan komme med tiden, herunder hvis din mobilitet nedsættes. Nedenfor er der opsat fire punkter du med fordel kan overveje, når du skal tage stilling til hvad der i fremtiden skal ske med boligen.
- Hvad skal der ske med din nuværende bolig: Er det en bolig, der er egnet til at blive ældre i?
- Hvor vil du bo?: Hvis du skal flytte, hvilket områder ønsker du så at bo i? (Vil du flytte tættere på eventuelle børn?)
- Bliv afklaret med værdier for boligen: Hvad er det vigtigste ved en potentiel ny bolig. Skal der være have, ældrevenlig eller noget helt tredje?
- Boligform: Hvilken boligform skal du have i fremtiden; ejerbolig, lejebolig eller andelsbolig? Kan bofællesskab have din interesse?
Dine muligheder med dit realkreditlån
Du har, med realkredit, en lang række forskellige muligheder for at minimere dine månedlige udgifter når du går på pension. Nedenfor er oplistet 3 konkrete scenarier.
- Optage lån og indfri anden dyrere gæld: Du kan vælge at optage enten et tillægslån, dvs. et lån ved siden af dit nuværende lån. Alternativt kan du vælge at omlægge dit nuværende lån til et nyt lån, hvor du også får mulighed for at indfri anden gæld. Der er en del gebyrer forbundet med at optage realkreditlån. Det er derfor relevant at regne på, om det kan svare sig at benytte muligheden for realkredit til at indfri andre former for lån. Få banken/kreditforeningen til at give en vurdering af dette.
- Forlænge løbetiden på dit realkreditlån: Hvis du fortsat ønsker at afdrage dit realkreditlån, men dog gerne vil have nedsat den månedlige boligydelse, så kan det være relevant at omlægge dit realkreditlån til en ny 30 års periode. Konsekvensen ved dette valg er, at din månedlige ydelse eller termin bliver billigere. Der er dog meget længere tid, inden du bliver gældfri i boligen.
- Omlægge til afdragsfrihed: Der findes forskellige udgaver af de afdragsfrie lån. Nogle lån har en afdragsfri periode på 10 år, hvorefter man skal afdrage gælden over de resterende 20 år. Den nyeste type afdragsfrie lån har afdragsfrihed i 30 år, hvorefter hele lånet falder til indfrielse. For at få denne form for afdragsfrihed kræver kreditforeningerne, at lånet skal være under 60 procent af boligens værdi. Hvis boligpriserne i en længere periode falder, og lånet dermed overstiger de 60 procent, kan nogle kreditforeninger kræve, at der skal afdrages på lånet i boligen. Dette er noget du skal forhøre dig om hos rådgiveren i kreditforening/bank.
Der findes dog ikke standardløsninger i forhold til, hvordan du kan nedbringe dine månedlige ydelser og ofte ser man en kombination af ovenstående elementer, hvor man optager lån i realkredit for at indfri dyrere banklån, ligesom mange forlænger løbetiden eller laver afdragsfrihed.
Ejendomsværdiskat
Hvis du eller din eventuelle ægtefælle/samlever går på folkepension inden udgangen af året, nedsættes ejendomsværdiskatten med 6.000 kr. pr. helårsbolig og 2.000 kr. pr. fritidsbolig. Hvis din indtægt som enlig overstiger 327.200 kr. og som gift/samlevende 368.800 kr. reduceres nedslaget med fem procent af den indkomst der ligger derover.
Når du planlægger udbetalingerne fra dine pensionsordninger, kan det derfor også være relevant at have fokus på nedslaget i ejendomsværdiskatten.
Indefrysning af ejendomsskat/ pensionistlån til betaling af grundskyld
Du kan have mulighed for at indefryse ejendomsskatten. Tidligere betalte du som nævnt grundskyld til kommunen to gange årligt, men dette ændredes i 2026, hvorefter det nu opkræves af SKAT. Med indefrysning af ejendomsskatten “spiser du af murstenene” ved at lave et lån der skal betales tilbage når enten boligen sælges eller du dør.
For at kunne optage lån til betaling af ejendomsskat mod pant i din ejendom skal du eller eventuel ægtefælle/samlever modtage enten efterløn, tidlig pension, førtidspension eller have opnået folkepensionsalderen. Herudover skal du/I have bopæl i Danmark i de perioder hvor ejendomsskatterne er til forfald. Du kan maksimalt søge om lån til betaling af ejendomsskat/indefrysning i én ejendom.
Renten til pensionistlån til betaling af grundskyld er (2026-tal) på 2,88 procent. Dette er en rente, der fastsættes for et år ad gangen.
Du kan søge om pensionistlån til betaling af grundskyld på www.skat.dk.
Læs mere om pensionistlån til betaling af grundskyld
Boligstøtte som lån til dig der bor i ejerbolig
Det kan være muligt at få boligstøtte som et lån. Dette fungerer som den almindelige boligstøtte. Ydelsen, der kommer hver måned, gives dog som lån i stedet for som tilskud. Dermed spiser du af friværdien løbende. Boligstøtte til ejerboliger beregnes ud fra de udgifter, der er forbundet med boligen. Man ser derfor på følgende:
- Renter og afdrag på lån i ejendommen
- Vej- og kloakbidrag etc.
- Ejendomsskat
- Ejendomsværdiskat
Generelt vil man medregne 80 procent af de renter, der er på lånene i boligen. Dertil kommer ejendomsskatter/ejendomsværdiskat.
Sådan kan du nedbringe den månedlige ydelse
Andelsbolig
En andelsbolig fungerer anderledes end en ejerbolig, da du ikke ejer selve boligen. Du ejer i stedet en del af andelsforeningens formue og har brugsret over en af andelene.
Når du låner til en andelsbolig, sker det i banken. Banken tager pant i andelsboligen og tinglyser dette i andelsboligbogen. Nedenfor finder du 3 konkrete måder at nedbringe den månedlige ydelse.
- Renter – der kan være noget at komme efter: Du kan forsøge at få forhandlet renterne ned ved at udfordre din egen bank og ved at indhente alternative tilbud fra andre banker. Hvis du har anden gæld, kan du derfor også overveje, om gælden skal samles i andelsboligen. Dermed kan der eventuelt opnås rentebesparelse og dermed lavere månedlige udgifter.
- Forlængelse af lånet: Hvis du stadig ønsker at afdrage, eller ikke har mulighed for at få afdragsfrihed, så kan alternativet være, at du forlænger løbetiden på det nuværende lån.
- Afdragsfrihed: Afdragsfrihed i 10 år kan også være en mulighed for mange. Med afdragsfrihed er det kun renterne, der betales, hvilket betyder, at lånet ikke bliver nedbragt yderligere.
Boligstøtte som lån i andelsboligen
For dig der bor i andelsbolig, er der også mulighed for at få boligstøtte som lån hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist. Boligstøtte som lån beregnes på samme måde som boligstøtte i lejebolig.
Udover at du skal være folkepensionist eller førtidspensionist bliver der derfor set på følgende elementer når boligstøtte beregnes:
- Nuværende boligydelse, når udgifter til bl.a. vand og varme er fratrukket
- Antal kvadratmeter for boligen
- Antal børn og voksne der bor i husstanden
- Indkomst og formue for hele husstanden
Hvis du bor i en andels- eller ejerbolig og får boligstøtte, skal du betale boligstøttelånet tilbage med renter, hvis du fx sælger din bolig eller flytter.
Undersøg om du kan få boligstøtte
Lejebolig
Hvis du bor til leje i en bolig med eget køkken, kan du måske få boligstøtte. Du skal bo i boligen hele året. Hvis I bor flere sammen, er der kun én person, som kan få boligstøtte. Boligstøtten bliver udbetalt til den, der laver ansøgningen eller til boligselskabet, som trækker beløbet fra huslejen. Størrelsen på boligstøtten afhænger af følgende:
- Hvad din husleje er, når udgifter til bl.a. el, vand og varme er trukket fra
- Hvor mange kvadratmeter boligen er
- Hvor mange børn og voksne, der bor i boligen
- Hvad indkomst og formue er for alle, der bor i boligen
- Hvorvidt du er folkepensionist eller førtidspensionist
Du skal ikke betale skat af din boligstøtte.
Der kan være situationer, hvor du har mulighed for at få en højere boligstøtte. Dette kan være relevant, hvis du bliver visiteret til plejebolig/ældrebolig etc. Det er følgende punkter der måske kan udløse mere i boligstøtte:
- Du bor i en bolig, der er anvist af kommunen
- Du eller en anden i boligen får døgnhjælp efter servicelovens §96 eller
- Du eller en anden i boligen er stærkt bevægelseshæmmet, og boligen er tilpasset til det.
Du får udbetalt boligstøtte den første hverdag i måneden. Boligstøtte er forudbetalt. Hvis du ikke har børn kan du maksimalt få 4.969 kr. pr. måned i boligstøtte. Hvis der er mere end 4 hjemmeboende børn, er der mulighed for øget udbetaling.
Når du skal planlægge dine pensionsudbetalinger, er det også vigtigt at have fokus på, at hvis du tager din ratepension over 10 år i stedet for 15 eller 20 år, kan dette medføre, at din boligydelse i denne periode nedsættes, da dette vil give dig en større personlig indkomst.